Hjertets glæde og livets lyst

Hjertets glæde og livets lyst

– et weekendkursus i tantra & kærlighedsliv for par

 

Søger I inspiration til udfoldelse & udvikling sammen, har I lyst til at få en dybere forbindelse, eller til at opdage hinanden lidt på ny? Så er dette kursus måske noget for jer.

Her har I en mulighed for at give jeres forhold et frirum, en oase, hvor det I har sammen kan få næring og plads. I får mulighed for at udforske både det glædesfyldte og det vanskelige i at være sammen. Livet og glæden imellem jer kan finde nye veje. Fastlåste steder kan blive mere bevægelige.

Kurset tager udgangspunkt i inspiration fra tantra som praktiseret på Vækstcenteret.
Når vi tør møde os selv og hinanden med det hele, bliver parforholdet mere autentisk, og en kilde til større livskvalitet, vækst og fordybelse. Vi vil arbejde med gnisten og livsglæden i kroppen, det emotionelle, hjertet og det meditative. Formen vil veksle mellem meditative øvelser, kommunikations- og kontaktøvelser, paryoga, bevægelse og dans samt nærværende berøring (alt sammen med tøj på). Arbejdet foregår først og fremmest i rummet mellem jer som par, men der vil også være fælles erfaringsudveksling og dialog i gruppen.

Kurset kræver ingen særlige forudsætninger.

foto-1Undervisere: Karsten Skipper og Torunn Schei.

Vores arbejde med par trækker bl.a. på inspiration fra flere års træningsgrupper og supervision i kærlighed, seksualitet og tantra med Neel Fasting på Vækstcenteret, fra Process Work ved Process Work Institute i Oregon, og fra Jens Enemark fra Center for Selvudvikling.

Vi har været sammen siden 2000, og bor på Vækstcenteret i Nørre Snede med vores to drenge på 5 og 2 år.


Praktisk

Datoer: 16. og 17. juni, kl. 10-17 og 10-15

Sted: ManuVision huset, Mejlgade 28, Århus

Pris: 1600 kr.

Kontakt os hvis I er interesserede!