Naturens bevidsthed og Bevidsthedens natur
Denne blog kredser om naturen og bevidstheden. Naturen som vi har mistet kontakten til. Naturen som er (i) os. Naturen som vi skal passe på og naturen som skal passe på os.
Inspireret af John Milton vil jeg undersøge naturen fra tre overordnede vinkler:
Den ydre natur
For at genforbinde os med naturen må vi ud og opleve den for som Jacques Cousteau udtrykte det: “Vi beskytter kun det vi elsker og vi elsker kun det vi forstår”.
Den indre natur
Vi er selv en del af naturen og naturen er inden i os. Måske er den virkelige spaltning i vores indre natur. Ikke mindst i de kollektive forestillinger som vi fødes og vokser os ind i og som vi filtrer vores oplevelser og vores kontakt med naturen igennem.
Den sande natur
Det overordnede projekt tager udgangspunkt i en intuition eller grundforståelse af at den ydre natur og den indre natur er veje til en enhed, hvor spaltningen mellem ydre og indre er ophævet. Den overleverede traditioner om bevidsthedens natur møder her den gryende forståelse af at bevidsthed ikke er inden i vores hjerner, men er et grundlæggende aspekt af Naturen (med stort N).
Naturtid
Karsten Bidstrup Skipper
“Moments, not minutes, in nature are what matter most for wellbeing”
Miles Richardson
Brug tid i naturen! Så enkelt kan det siges. En stor undersøgelse fra England viste for år tilbage folk der bruger 2 timer om ugen i naturen har det bedre og er mere raske end folk der bruger mindre tid. En lang række andre undersøgelse indikerer at dette ikke bare skyldes at folk der har det bedre går mere ud, men at tid tilbragt i naturen faktisk øger livskvaliteten og afhjælper symptomer på stress, angst, depression og en række andre former for psykisk mistrivsel. Siden er der sprunget offentligt støttede programmer frem i flere lande, herunder Danmark, der på forskellig vis sætter “naturen på recept” og det giver god mening.
Men som professor Miles Richardson (Derby University) der leder forskergruppen Nature Connectedness peger på, er det ikke mængden af tid i naturen der tæller, men øjeblikkene der tæller. Det er en særdeles vigtig pointe for øjeblikke er netop kvalitative oplevelser hvor tiden ændrer karakter. Den udvider sig eller går i stå.
I aftes da jeg gik langs Limfjorden, så jeg en sæl jage helt tæt på strandbredden. Det var i mørkningen. Jeg var netop standset op og stod og så udover det stille vand, da nogle kraftige plask, 10 meter længere fremme fangede min opmærksomhed. I de følgende sekunder og minutter var jeg tryllebundet, mens jeg stod og så sælen bevæge sig i zigzag langs stranden og passere få meter fra mig.
Jeg er klar over at sandsynligheden for sådanne øjeblikke stiger proportionelt med tiden du bruger i naturen. Det ændrer dog ikke på at jeg følte mig heldig. Jeg følte at jeg havde fået en gave og at et møde af en slags havde fundet sted, hvor noget i mig blev berørt. Blandt andet blev jeg overrasket over hvor stærkt dyret var! Den måde den flyttede vandet på og skabte en bølge efter sig i de hurtige torpedoagtige dyk… Og uden at jeg vil påstå at den ville det kom den til at sige mig noget om det jeg er optaget af for tiden. I mit arbejde med process work og dialog med det ubevidste, tror jeg at jeg nogen gange parkere min styrke og mit initiativ i bestræbelsen på at være lyttende. Der var noget ved sælens væsen og dens glidende smidige styrke – den måde den ikke kæmpede mod vandet, nærmest bare gled igennem det, og alligevel flyttede den en kolossal masse vand med en overraskende lethed.
Der sidder en efterklang i mig fra oplevelsen, som ikke 100 timers dyrefilm eller ophold i en dyrepark kunne have givet mig. En stor stærk og stille glæde, der arbejder videre i mig og som jeg tager med mig videre. Tak sæl! Tak Limfjord! Tak Natur 🙂
Øjeblikke kan ikke arrangeres, de kan kun inviteres. Og indstillingen vi kommer til naturen med har betydning. Et firkløver, en særlig sky, en fantastisk himmel eller bare noget med lyset på et blad. Magien er derude, men får vi øje på den? Eller er vi som eleven der søger indsigt hos Zen-mesteren i den kendte historie, hvor mesteren hælder te op og bliver ved med at hælde indtil eleven udbryder: “Stop! Koppen er fuld! Der kan ikke komme mere i den.”. Og mesteren svarer: “Sådan er det også med dit sind. Det er fyldt. Jeg kan ikke hælde mere i.”.
Det er mange år siden jeg første gang hørte den historie, men – og måske hjulpet på vej af den karske sæl – går det for første gang op for mig at eleven jo virkelig fik hvad han bad om. En belæring! Jeg håber han tog imod den og endte med at blive glad for den.
En del af det healende ved kontakt med naturen er nok at naturen ikke har noget for med os. Som den ultimative zen-mester er den fuldt engageret og helt fri af projekter. Et neutralt sted. Et helle. Hvis vi er åbne for et møde, så er den der bare. Men det kræver at vi træder ud af projekt-tidslinjen og ind i naturens tid og lader os overraske af noget vi ikke havde planlagt.
Mormor på æblerov
Karsten Bidstrup Skipper
15. november 2025
Æblerov – Findes det ord egentlig stadig?
I min barndom, tilbage i forrige århundrede, mens ole Lund Kirkegaard stadig var i sine velmagtsdage, var det noget børn gjorde. Det var selvfølgelig ikke lovligt. Man måtte ikke og det var forbundet med et højspændt faremoment og krævede både mod, adræthed og en bestemt sitrende, vild fandenivoldskhed, som kunne mærkes, ikke bare i maven, men hele vejen fra fodsålerne og ud gennem de let opspilede øjne og de rejste øre.
Man måtte ikke! men det var noget børn gjorde. Ja selv min gamle mormor kunne finde på at stjæle et æble eller måske endda en blomme, når jeg var med hende ude at lufte Plet. Og i de situationer, under vores ture til købmanden, hvor Plet skulle have en Mælkedreng og jeg en Filuris, så jeg noget som man ellers let kunne overse hos den gamle dame – og i det hele taget hos de voksne (ikke mindst hos de voksne). Et særligt glimt i øjet, et spilopmageragtigt smil og en særlig lysende tændthed, som jeg nu forstår må have været en direkte åben kanal til hendes eget indre barn.
Selvom min mormor for længst er død er der – lige nu – som jeg ser hende for mit indre blik, i det hun kigger sig over skulderen og rækker ud efter æblet, en lys levende elektrisk forbindelse til en have i Svaneke i årene omkring 1923, endnu inden hun som 13-årig blev sendt ud for at tjene til sin konfirmationskjole… Og videre fornemmer jeg, gennem århundredernes grænsesøgende, fritænkende børn, og måske hele vejen tilbage til det arketypiske æblerov over dem alle; da Eva snuppede æblet i en vis paradisisk have og som bekendt, påkaldte sig et møgfald der stadig giver genlyd gennem årtusinderne.
Æblerovets arketype må være ligeså gammel som havens. Så snart man afgrænser et stykke natur og kalder det sin have, ender man før eller siden som den sure mand med riven. Jeg skriver ikke dette for at fordømme haver eller haveejere og det er heller ikke som en invitation til kvarterets unger til af plyndre vores. Pointen er at jeg tror noget af det vi som voksne søger frihed fra i naturen, er den opslidende og klaustrofobiske fornemmelse af at være lukket inde i kasser af forstenede grænser. Vores egne stivnede regler for hvad vi SKAL og vores automatiserede forestillinger om hvad vi IKKE MÅ keder os langsomt til døde.
Naturen giver os et pusterum og et strejf af frihed fordi den ikke har projekter med os eller vi med den. Men fremfor bare at nøjes med at traske gennem din nærmeste skov eller park er der nogle lavt hængene æbler 😉 som kan åbne den indre kontakt med naturen, vi som samfund så åbenlyst mangler. Find sprækkerne til dit indre barn. De små minder og associationer hvor en lille spirrevip blinker spillop-agtigt til dig. Fra den magiske periode fra ca. 4 til 7 med et vindue på klem frem mod puberteten. Den tid hvor grænser var noget nyt og derfor levende og sansbart, som en vibrerende spænding. Clue: Prøv at træde væk fra stien, gå en anelse ned i knæ, åben håndfladerne og rejs ørene… og glem ikke det lille gavtyv-agtige smil. Så skulle det undre mig om ikke grænsen til eventyret og de forjættede æbler er indenfor tre skridt.